Jeg plejede at rulle med øjnene, pege fingre og generelt være irriteret og frustreret over alle andre.

Jeg gik hele tiden og tænkte at hvis bare de gjorde deres arbejde ordentligt, hvis bare de kom til tiden, hvis bare de ikke… SÅ ville mit liv være nemmere.

Det eneste jeg fik ud af det, var dog at blive mere irriteret, mere frustreret.

Indtil det gik op for mig

At alt var min egen fejl.

Ikke sådan slå mig selv i hovedet. Det handler ikke om at jeg er forkert som menneske, det handler kun om at fokusere på at ændre det jeg kan ændre – mig selv.

Så hvis nu der er en der ikke leverer ordentligt ind til mit projekt, så tænker jeg over hvor jeg tog fejl, hvor jeg begik en fejl.

Fik jeg ikke forklaret det nok, fulgte jeg ikke nok op, spurgte jeg ikke nok ind til om de andre forstod det.

Det er meget befriende

At tage magten tilbage, smide offerrollen på porten, og styre sit eget liv.

For i modsætning til hvad de fleste tror, så bliver man ikke blødsøden eller lalleglad af altid at antage at man selv har ansvar for alle fejl.

Tværtimod bliver jeg langsom mere og mere skarp, som en kniv der langsomt bliver skærpet.

For jeg bliver bedre og bedre til at vide hvad jeg vil, spørge ind til om andre har styr på deres shit, fravælge folk der ikke har og helt generelt vælge mig selv mere, være mere selvkærlig, så jeg bedre kan hjælpe andre der vil hjælpes.