Ensomhed gør os ensomme, det driver os til ensomhed.

“Ahvad?” Tænker du måske nu.

Jeg vil forsøge at forklare hvordan ensomhed giver os mere ensomhed.

Hvordan det vi allerhelst vil undgå, er det vi får.

Hvordan det vi allerhelst vil have, ikke er tilgængeligt og opnåeligt når vi er ensomme.

Og måske, et valg om at smide ensomheden.

Når vi er ensomme

Hvad ønsker vi så mere en noget andet?

At vi ikke er ensomme mere, at vi har gode relationer vi er tætte med, at vi føler os hørt, forstået, lyttet til, at vi føler at vi høre til et sted, at vi har et hjem.

Når vi føler os ensomme, selv blandt masser af mennesker, så er det altså det vi gerne vil have.

Men hele vores historie, det vi tænker på når vi ligger og forsøger at falde i søvn, det som fylder mere end noget andet er ensomheden.

Så vi ser den, lytter til vores historier om den, og dermed bliver vores verdensbillede at der er ingen der vil os, der er ingen der kan lide os, ingen der vil være tæt på os.

Og når vi ser det, lige meget hvor vi kigger hen, hvad tror du så vi føler?

Ud over at vi føler os ensomme, så føler vi os måske også alene, forladt, kede af det, opgivenhed, håbløshed og ligegyldighed?

Og de følelser, hvad driver de af handlinger

Jeg tænker at de får os til at lukke os inde, være stille, trække os, være usikre, holde os tilbage, blive indenfor og se ud.

Og når det er hvad vi føler og gør – hvad ser andre så?

Måske de ser en der er ensom og ked af det?

Måske de spørger ind til det?

Men hvad ser den ensomme?

Han ser måske en der vil angribe, endnu en der ikke tror på ham, en der vil misbruge ham nu hvor han er sårbar?

Og reaktionen bliver mere af det ovenover, mere nedlukkethed, mere trækken sig.

Og personen der rakte ud, bliver måske forvirret og trækker sig, tænker måske at “nå men det vil han så ikke”.

Og hvad sidder den ensomme tilbage med?

Ensomhed og en ting mere

For ud over ensomheden, så sidder han også tilbage med at han fik ret.

Der VAR ingen der kunne lide ham.

Der VAR ingen der ville ham.

Og det er lidt lækkert, der i ensomheden, at vide at man havde ret.

Men resultatet er det modsatte

Af hvad han ønskede sig.

Han fik IKKE bedre relationer, mere nærvær, tættere kontakt.

Han kom IKKE af med ensomheden.

Tværtimod, så blev han bestyrket i den!

Så hvordan smider man ensomheden?

Første skridt er at vælge anderledes, vælge at se dem der gerne vil en, se dem der rækker ud.

Det næste er at vælge at tage imod deres udstrækte hånd.

Og øve sig i at se, at der er masser der vil dig, masser der kan lide dig.

Hvad ser du efter, ensomheden eller hånden?