Tænker min trætte, småsyge, sultne hjerne.

Måske de ikke mener det.

Måske du er forkert, måske der er noget galt.

Sådan er det hver gang

Jeg bliver for træt, sulten og udmattet.

Så forsøger blokeringerne at overdøve alt det gode.

Blokeringerne kalder, som en god veninde kaldte det.

De kalder og lokker med at jeg får ret!

Altså, jeg mister mine gode relationer, men får ret i at de ikke vil mig.

Så er det jeg ringer til en ven

Og siger hjælp, jeg er fucked, mørket er ved at få overtaget.

Så snakker vi om det.

Griner af det.

Tågerne letter lidt, jeg smiler lidt, ryster på hovedet.

Og efter en bid mad, så kan jeg nærmest ikke huske panikken fra en time tidligere.

Dine blokeringer må gerne kalde, spørgsmålet er om du tror på dem?