Så skal alt andet nok gå.

Det var mit svar på en problemstilling, en veninde rejste i en snak forleden.

Problemet, eller udfordringen var at teenageren i huset skulle ALENE på tur, og veninden fandt det en smule stramt.

Og så var det at min, tørre, kommentar faldt – så længe du bliver ved med at trække vejret, så går alt som det skal.

For hvad er det vi skal holde fokus på?

På det vi ikke kan kontrollere, det vi intet ved om?

Eller det som vi har indflydelse på.

I tilfældet med teenageren, så har moren ingen indflydelse på hvad der sker når først barnet er taget afsted, så derfor er der ikke andet at gøre end at trække vejret og så afvente hvad der sker.

Alternativet kunne være, at tænke over hvad der mon sker, dag og nat, bekymre sig, gruble, forestille sig alverdens forfærdligheder og meget meget mere.

Men hjælper det noget?

Hvordan mon det er at komme hjem

Til en forældre der har bekymret sig en uge?

Hvordan mon det er at komme hjem til en forældre der har trukket vejret, smidt benene op og nydt livet en uge?

Hvem vil du helst komme hjem til?