Det var en super god aften, bortset fra når hun gjorde “det”, så fik jeg ondt i maven.

Han er rigtig rar, undtagen når han gør “det der”, så bliver jeg ked af det.

Kan du se det?

Altså selvmodsigelsen?

Løgnen?

For han er ikke rar, når han kan gøre mig ked af det.

Det er ikke en god aften, når jeg får ondt i maven.

Men hvorfor siger vi jeg så, altså at han er rar, at det var en god aften?

Fordi vi får noget (klamt) ud af det

Jeg levede med at have ondt i maven, når hun gjorde “det”, fordi jeg fik ro for støjen og ubehaget ved at være alene.

Jeg levede også med at han talte uden om, ikke var helt alignet med sandheden, fordi det føltes som om han boostede mit selvværd.

Men begge dele var forkert og ikke sandheden, fordi det ene ubehag, blev blot byttet med et andet.

Fra internt til eksternt

Grunden til at jeg blev ved med at se dem begge var at ubehaget gik fra at være et ubehag inden i mig, om mig – til at være et eksternt ubehag, for det var jo dem der fik mig til at få det dårligt.

Problemet var bare, at jeg havde det dårligt alligevel.

Og når jeg tog hjem, havde jeg det så bare dobbelt så dårligt.

Så overvej, om der er nogen relationer du syntes er søde, undtagen når de gør “det”.

Og overvej, om du er sådan i en reltaion en gang imellem…