Jeg har lige så længe jeg kan huske, været enormt søgende.

Ledt og ledt, uden helt at vide hvad jeg ledte efter.

Nu har jeg fundet ud af hvad der foregik og hvorfor jeg ledte så meget.

Hvis den jeg er, er forkert

Hvis jeg skammer mig, over den jeg er, så er det nemt at antage at jeg er forkert.

Og jeg har skammet mig over mig, det meste af mit liv. I den skam lå der også en antagelse af at jeg var forkert.

Og, når jeg er overbevist om at jeg er forkert, så søger jeg efter hvad der er rigtigt.

Hvad jeg så skal være, for ikke at være forkert.

For der må jo være noget jeg kan være, som ikke er forkert

Ikke?

…

Nej.

Desværre ikke.

Lige så længe jeg skammer mig, lige så længe vil jeg føle mig forkert og lige så længe vil jeg søge efter svaret på, hvad jeg skal gøre for at føle mig rigtig.

Løsningen er ikke at holde op med at søge

Løsningen er at lære og forstå at jeg er god nok, jeg har værdi.

At jeg er værd at elske, for den jeg er.

Så behøver jeg ikke søge mere.

Så kan jeg være.