Hvis du kunne sige hvad du har af klamme tanker om den anden, tanker som “han tænker sikkert jeg er en klods om benet” eller “jeg er ikke god nok”.

Og personen på den anden side svarede; “det er sjovt du siger det, for det tænkte jeg for et par uger siden, men skyndte mig at ligge det på hylden, for sådan er det jo ikke”

Hvis i fik snakket om de klamme tanker

Og kunne italesætte dem, som det de er, uvenlig, klamme tanker som i ikke mener, men har alligevel.

Hvad ville det så gøre ved relationen.

Ved dialogen.

Mon ikke

I ville kunne se hinanden bedre i øjnene, nu hvor i ikke behøver være bange for om den anden opdager de klamme tanker?

Måske det giver noget ro, fordi du ikke skal holde dem nede?

Min erfaring er, at det letter, løfter, gør samtalen nemmere.