…så elsker de dig ikke.

Men hvorfor ender vi så med at tro at de skal overbevises.

Hvorfor ender vi der?

Der hvor vi tror at det er en forhandling, om chefen kan lide os, om kæresten elsker os.

Hvorfor tror vi at hvis vi bare lige finder ud af hvordan vi danser lidt bedre, selvudvikler os lidt mere, eller klare en opgave mere, så bliver vi elsket.

Så kan han/hun lide os.

Når det nu ikke fungerede sidste gang (eller gangen før)

Hvorfor bliver vi så ved?

Hvorfor tror vi at mere handling, mere adfærd, løser noget.

Hvorfor er det at vi tror, at vi med vores adfærd kan ændre et andet menneskes syn på verdenen, deres syn på os.

Hvorfor tror vi at vores adfærd kan løse et mindset problem.

Hvad nu hvis løsningen ligger inden i os, ikke udenfor.

Hvad nu hvis det ikke er vigtigt hvad kæresten, chefen, dansepartneren syntes os om.

Hvad nu hvis, det vi ser er tolket ind i hvad vi tror om os selv.

Tolket af vores blokeringer, vores “limiting beliefs”?

Hvad nu hvis vi ikke ser, når de elsker os.

Ikke hører, når de roser os.

Hører deres venlige forsøg på at opmuntre os, som kritik.

Så hvordan slipper vi det.

Hvordan slipper vi den forvrængede måde at tolke verdenen på?

Det første skridt er at erkende at vi fejlfortolker verdenen.

At vi måske tager fejl.

Så, stil dig selv dette spørgsmål når du tænker at chefen, kæresten, vennen ikke kan lide dig, ikke elsker dig.

“Hvad nu hvis jeg tog fejl?”

For måske så svarer din hjerne, “hov, det gjorde jeg da vist”…