Jeg tænker her på det her med at vi nogen gange gør ting, selv om vi ved det ikke er det bedste for os.

Eller endnu værre, vi gør noget som er dårligt for os, altså vi vælger at gøre det mindre gode, det som vi bedømmer som mindre godt, for os eller andre.

Det er en af de ting som jeg er meget nysgerrig på.

Det er naturligvis Akrasia jeg igen skriver om

Og, på en eller anden måde er det nok altid det jeg skriver om.

For, er det ikke netop når vi går imod vores dømmekraft, imod det vi ved der er det rigtige at gøre, at vi bliver den klamme udgave af os selv?

Eller vendt om, når jeg går i seng til tiden, spiser sundt og ingen sukker efter aftensmade, når jeg passer min meditation og tai chi, så er jeg en væsentligt bedre, behageligere og venligere udgave af mig selv.

Og jeg ved jo godt

At hvis jeg sover for lidt, spiser eller drikker usundt, så bliver jeg en dårligere udgave af mig selv.

Men det du måske ikke har overvejet endnu er, at den samme mekanisme sker når det handler om relationer.

Altså at når vi ikke gør det som vi ved vi bør gøre over for andre, så bliver vi en dårligere version af os selv over for relationen.

Når vi glemmer en relations fødselsdag

Altså, når vi først husker den, men så vælger at lade være med at ringe, skrive, sende en gave.

Og gen-opdager det ugen efter, har vi så lyst til at ringe og høre hvordan de har det der?

Eller trækker vi os.

Selv om vi ved at det rigtige at gøre er at ringe og undskylde, så er det ikke altid det er så nemt, fordi Akrasia holder os fast.

Så det vi kan overveje er hvor og over for hvem sidder vi fast i/over for, og hvem skylder vi en undskyldning for ikke at gøre det vi ved vi bør gøre?