Hvis du er vokset op i et hjem af dysfunktionelle forældre, så kan det være at følgende sætning rammer noget hos dig.

“Jeg har aldrig haft nogen der elskede mig, så jeg har derfor aldrig savnet nogen der elskede mig.”

Altså, at fordi du aldrig er blevet elsket, så har du aldrig savnet at blive elsket.

Jeg tror ikke på det

For selv om du aldrig har haft forældre der elskede dig, så har du savnet noget hele livet.

Du har måske følt det som et hul indeni som andre skulle udfylde.

Måske det er blevet til en søgen efter meningen med livet, med tilværelsen.

Måske det er blevet til for meget arbejde, for mange fester eller for meget alkohol.

Så sætningen burde nok være

Jeg har aldrig haft nogen der elskede mig, så jeg har aldrig vidst hvad jeg skulle savne eller kunne genkende det når det ramte mig.

Det sidste har jeg især bemærket hos klienter der har været ekstra hårdt ramt af dysfunktionnel forældre eller voldsomme svigt.

De kan simpelthen ikke genkende kærlighed når de bliver tilbudt den.

Og når de finder ro og kan mærke deres egen kærlighed, så bliver de forvirret, angste, bekymret.

For de har aldrig prøvet det for.

Det føles helt forkert.

Men det er helt rigtigt.

Og heldigvis, så kan de genkende netop det, sandheden i at det er et godt sted, et roligt sted, et sted uden stemmer eller støj.

Og det er værd at øve sig i at være der.