Man behøver ikke altid sige sandheden

For alt for ofte, så er sandheder sagt for at såre, ikke for at glæde.

Det er ikke venligt, at sige til en anden at de har en stor næse, for det kan de jo ikke ændre på, og selv om det er sandheden, så gør det ikke noget godt.

Det er heller ikke i venligt at sige til en veninde, at hendes kæreste er en taber, selv om han måske ikke lige er den mest dynamiske og aktive person på jorden.

Men det er kærligt at sige sandheden, hvis den er pakket ind i kærlighed.

Så kunne det være man sagde noget om hvor dejlig veninden er og derefter spørge ind til hvordan forholdet går, hvordan hun har det i det, hvordan hun trives med rollefordelingen eller andre spørgsmål der oprigtigt opstår når man sidder og snakker.

For sandheden sagt kærligt og oprigtigt

Kan de fleste (tåle at) høre.

Dermed kan de få en chance for at overveje om deres liv, og deres valg, er de korrekte for den de er og ønsker at være.

Hvorimod sandheden brugt som våben, for at få den anden til at skamme sig over den de er, er en klam og umenneskelig måde at bruge sandheden på.

Så tilbage er spørgsmålet du kan overveje.

Hvordan bruger du sandheden, som et våben eller kærligt?