Du har sikkert en hel masse gode forklaringer, en masse ord, følelser eller begrundelser til at du sidder fast og ikke føler dig kreativ eller nysgerrig nok.
Men er de forklaringer i sandheden derfor du sidder fast, eller er det blot det øverste, nemme, sikre lag af forklaringer du holder fast i for at slippe for at grave dybere, for at finde ud af hvorfor du sidder fast?
Hvis det er så læs med her hvor jeg dykker lidt dybere.
Jeg har, som jeg tidligere har skrevet om, siddet fast.
Ikke bare sådan lidt fast, nej jeg sad totalt og ”alle steder i mit liv” fast.
Jeg følte mig som Bambi fanget i en lastbils lange lys.
Lige så bange jeg var for at bevæge mig, lige så bange var jeg for at blive stående.
Det var som om at jeg skulle vælge mellem at blive kørt over eller hoppe ud over en skrænt ned i et mørkt sort hul.
Jeg valgte heldigvis den tredje mulighed.
Jeg valgte at åbne mine øjne og se på det mareridt som jeg levede under, jeg valgte at se verden mere klart, mere sandt, og her opdagede jeg hvorfor jeg sad fast.
For det at sidde fast, det at man ikke tør være kreativ, opfinde, lege, være nysgerrig skyldes hos mig i alle tilfælde det samme.
SKAM.
Ja du læste rigtigt, det er skam der holdte mig fast, og det er formodentligt også skam der holder dig fast!
Lige for at definere hvad jeg mener med skam, så er det når vi føler os som dårlige mennesker, som forkerte væsener i denne verden, som om vi egentligt ikke har et værd og måske endda at vi ikke burde være i live.
I modsætning til skam har vi skyld, skyld handler om at vi har gjort noget forkert, at vi har trådt nogen over tæerne. Det har altså ikke noget med det væsen vi er dybt inde, men med de handlinger vi har gjort.
Skyld kan vi sige undskyld for.
Skam kan vi kun skamme os over.
En af de ting jeg har gået og skammet mig over var at jeg finder det utroligt nemt at skrive tekster.
Sådan en tekst som den her eller en længere tekst som de bøger jeg er gået i gang med (men ikke blevet færdige med) tager ikke særlig lang tid, giver ingen modstand og sidder oftest i skabet i første hug.
Jeg ved også godt hvornår jeg begyndte at skamme mig over at jeg har nemt ved at skrive, det var i skolen hvor de andre mobbede mig.
Når vi gør noget der er i balance med vores værdier, noget vi kan stå 100% inde for, noget som er medmenneskeligt og venligt over for den vi gør det i mod, ja så har vi normalt ikke noget at sige undskyld for og ikke noget at skamme os over.
Men når nogen fra ”flokken” (Skoleklassen, arbejdet, vennekredsen, familien) ikke bryder sig om det vi gør, selv om det, set objektivt er ok, ja så begynder de måske at kritisere, drille og mobbe.
Det er måske nemt nok første gang som barn at sige pyt til dette angreb, men hvis det bliver ved og ved og ved, og hvis vi ikke har nogen at tale med det om, ikke nogen til at fortælle os at det er forkert, ja så kan konklusionen vi laver inde i hovedet blive at ”så må der jo være noget glat med mig”.
Så når jeg synes, at det jeg gør er det rigtige, medmenneskelige og rare at gøre og ”alle andre” siger det er forkert, så MÅ det jo være mig der er noget galt med.
Og nu skifter vores tankemønster fra skyld til skam.
Fra at vi måske kunne have gjort noget forkert til at vi er forkerte.
Og når vi skammer os over noget, som jeg skammede mig over hvor nemt det er for mig at skrive, ja så kan vi ikke skrive.
For skammen driver tanker og følelser der direkte modarbejder at jeg skriver.
Når jeg skammer mig så tænker jeg f.eks. ”Jeg er jo heller ikke lige så god som XYZ”, ”Der er aldrig nogen der kan lide det jeg skriver” osv.
Det endnu mere interessante er at jeg stopper med at være nysgerrig på at lære at skrive bedre, og på at få feedback fra andre.
Så selv om at flere fra mit nyhedsbrev har skrevet til mig og takket mig for at skrive dem, ja så vælger jeg (eller skammen vælger) at glemme det, overhøre det, ikke bide mærke i at jeg faktisk gør en forskel for andre, at jeg faktisk hjælper andre.
Skammen stopper mig i at sætte mig til tastaturet, for den er overbevist om at hvis jeg skriver den her tekst færdig, SÅ bliver jeg udstødt af flokken, og det er jo lig med den sikre død (eller et var det for 10.000 år siden)
Så for at slippe ud af ”at sidde fast”, skal jeg stoppe med at skamme mig.
Det spørgsmål jeg stiller mig selv nu, når jeg opdager at jeg sidder fast er derfor ”Hvad skammer jeg mig over”
For min sandhed er, at når jeg forstår hvad jeg skammer mig over, så kan jeg forstå at der ikke findes noget at skamme mig over, men at der kan være handlinger jeg skal undskylde for (det er der oftest)
Og når jeg har sagt undskyld og dermed sluppet skammen og skylden, ja så er jeg lidt mere fri og har lidt nemmere ved at skrive til dig.