Med at få gode ideer og enner at skrive om, har min hjerne sagt de sidste par uger.
Aldrig mere, det kan du ikke, det går ikke.
Du kan lige så godt stoppe, stille træskoene og bare ligge dig over i hjørnet i fosterstilling og vente på at de opdager dig.
Og så videre og så videre.
Jeg bliver temmelig træt af den
Altså den del af min hjerne der er overbevist om at jeg løber tør for emner.
På den ene side så er der kun et emne, nemlig forskellen på at være den klamme udgave af sig selv eller den gode.
På den anden side er der et uendeligt antal vinkler til de to sider.
Så jeg har et emne, som jeg kan skrive om resten af livet.
Så det gør jeg.