Tænker min hjerne for tiden, især når jeg forestiller mig at jeg gjorde mig mere bemærket, stillede mig op på en større, højere ølkasse.

Andre ideer jeg får er at jeg måske skrev nogle længere blog post, måske skrev en bog, måske inviterede til zoom kom sammen for alle der har været i berøring med min coaching eller gruppe forløb.

Og hver gang kan jeg mærke jeg sidder fast, jeg gemmer mig bag noget panser, jeg bliver bange for at nogen opdager mig, at nogen siger jeg er forkert, at de griner af mig.

Så sidder jeg fast (igen)

Og tænker, naaaah, jeg gør det i morgen.

Men det gør jeg ikke, for i morgen sidder jeg også fast.

Ligesom i dag.

Men nu må det godt snart slutte

Det her med at sidde fast, jeg vil så gerne slippe ud af mine snærende bånd, min angst, min tilbageholdenhed, min nervøsitet, ud af “jeg er sådan en som ikke skal ses” beslutningen.

Ud af min “jeg er sådan en som folk griner af og mobber” historie som jeg holder fast i.

Ud i livet og leve livet fuldt ud.

Fordi for altid og ikke bare i coronakrise tid…

…ved vi ikke hvem der er den næste der bliver ramt, den næste der dør, den næste som vi mister, så derfor er det vigtigt at huske at række ud – til dem du elsker, til dem du holder af, og fortælle dem det, sige det højt (eller skrive det) imens de er her, imens du er her.

For tænk hvis du eller de gik bort, uden at i nåede at nå hinanden, det ville være så ærgeligt, så dumt.

Så tag mig i hånden, kom med op på ølkassen, der oppe hvor det kilder i maven og hvor vi virkeligt føler vi lever.

Og smid alle dine forestillinger om hvem du er og må være på porten, for du må gerne være dig, ligesom jeg godt må være mig!