Alle kæmper, alle syntes det er svært

Der ingen der slipper for at kæmpe.

For at føle, at det er svært, hårdt.

Jeg syntes ofte noget er svært eller hårdt, min datter på 11 syntes at matematik er svært.

Det er ofte når vi skal gøre noget nyt, noget uvant, at vi bruger ord som hårdt og svært.

Hvis vi ikke kan slippe for at det er svært og hårdt

Kan vi gøre noget andet.

Vi kan arbejde med at acceptere at det er svært.

Bestemme os for at det godt må være svært og hårdt, og så fokusere på at øve os i at være i det svære og hårde.

Det bliver det ikke mindre svært eller hårdt af, men der sker noget magisk når man øver sig længe nok.

Det holder op med at gøre noget at det er svært eller hårdt.

Og, når det er ok, så holder det op med at være svært og hårdt, altså det du accepterede var svært og hårdt, og derfor er du klar til næste niveau af svære og hårde ting.

Lige som min datter, der hver gang noget klikker i matematik, skal i gang med at lære noget nyt der så er det svære, det hårde.

Men i stedet for at give op nu, så skal du vide

At den du er, den udstråling du har og den historie andre fortæller om dig, den afhænger af hvordan du ser svære og hårde ting.

For hvis du ser den som noget “dumt”, noget der skal gå væk, noget som er efter dig, så er der en god chance for at du brokker dig, beklager dig, bebrejder andre.

Men hvis du ser det som en mulighed for læring, som noget midlertidigt du skal igennem, så er der en god chance for at du spørger andre om hjælp, lytter og arbejder fokuseret på at lære.

Hvilken af de to versioner vil du helst arbejde sammen med?

Og ikke mindst.

Hvilken version vil du helst være?