Var der en der kaldte det der sker, når vi feks. oplever at vores børn fortæller om noget de gerne vil.

Det kunne være at deltage i en aktivitet, prøve at stå på ski eller starte et tøjmærke.

Så kan vi godt finde på at sige ting som ikke støtter vennerne eller børnene, måske endda vi direkte forsøger at holde dem tilbage.

Vi gør det jo ikke af ond mening

Nej, bare for at sikre at de ikke skal opleve at fejle, at slå sig, opleve nederlag.

Så hvis sønnike siger han vil starte et tøjmærke, så kunne vi jo møde han med en byge af “det er svært”, “det kan man ikke” eller tilsvarende.

Bare fordi vi bliver bange på forhånd.

Bange, fordi vi kan forestille os alle de ting der kunne gå galt og vælger at fokusere på det, i stedet for at fokusere på alt det sjove man kunne opleve ved at kaste sig ud i at lave sit eget tøjmærke.

Det er jo i bund og grund lige meget om det bliver en “succes”, det sjove er processen.

At udfordre sine grænser.

At lære noget nyt, om noget nyt.

Og især lære, at man overlever, også at fejle, hvis det ender med det.

Og den læring, er i min optik vigtigere end “succes”.