Så selv om skolen træner os i at være gode til at vide, at tilegne os viden og til at lære, så er det ikke altid det mest hensigtsmæssige at insistere på at man ved hvad svaret er.

Det der kan ske, hvis man altid ved hvad svaret er, altid ved hvordan noget skal løses, det er at man bliver opfattet som en der altid skal vide bedre.

En der ser sig selv som værende bedre end andre.

Men hvad er der galt med det

Du kan starte med at stille dig selv spørgsmålet om, hvor ofte det lige er at du drømmer om at være sammen med en der altid ved bedre.

En hvor, lige meget hvad du siger, så har de en bedre historie, et bedre vinkel, en bedre måde at gøre det på.

Hvor meget plads giver det til dig.

Hvor meget lyst har du til at byde ind.

Hvor glad bliver du af samværet?

Hvad nu hvis du er sammen med en

Som lytter til hvad du har at byde ind med.

Som interesserer sig for hvad du har af overvejelser.

Og som måske forklare om, hvordan de ser man kunne løse det, og i sammen finder en god løsning.

Hvordan lyder det.

Er det en bedre måde at klare tingene på?

I det eksempel

Kan den anden jo godt vide lige så meget som i det første.

Kan den anden godt være klogere end dig.

Men han er det på en anden måde.

Han er ikke drevet af et behov for at vide mere, være mere end dig.

Så hvad man er og ikke hvad man ved, betyder mere for hvordan du er at være sammen med.

Hvordan er du?