Var beskrivelsen en klient gav, til det faktum at hun godt forstod at hun sad fast men ikke kunne slippe fri.

Og selv, når hun havde været fri, havde oplevet hvordan det er ikke at blive holdt fast af sine blokeringer, så oplevede hun alligevel at hvis hun bare trådte det mindste ved siden af, så sad hun fast igen, som om der var velcro på den stol hun fik sat sig på.

Det er heldigvis ikke hele sandheden

For det er kun i starten at det føles som velcro, det er kun når vi lige er gået i gang med at øve os, at det sidder fast som en burre på tøj.

Efter noget tid, så mister velcroen sin magt, den bliver fyldt op med fnuller fra bukserne og kan ikke rigtig få fat.

Og til sidst, så ender velcroen med at have samlet så meget fnuller, at den er blevet til en blød pude, der støtter og hjælper dig videre i stedet for at holde dig fast.

Men det kræver en ting

Nemlig at du vælger, på trods af anstrengelserne, på trods af modstanden, at rejse dig op.

Igen og igen.

Efter hvert fald.

Efter hver hudafskrabning.

Efter hver modgang.

Skal du rejse dig op fra velcroen, og øve dig i at stå, balanceret, i dit eget liv.

Hvad vælger du, at blive siddene eller rejse dig?