Er overhovedet ikke provokerende.

Faktisk er det, det stik modsatte.

Det er venligt, kærligt, medmenneskeligt.

Og alligevel bliver jeg enormt provokeret.

Ked af det, frustreret, irriteret.

Sover dårligt, bliver usikker, forvirret.

Hvad gør det ved mig?

Det er meget simpelt i virkeligheden.

For som jeg skrev i dette blog post, så har jeg i laaaang tid gået rundt og tænkt at jeg var sådan en der ikke var værd at elske, værd at holde af, værd at ville.

Og det er der nogen der gør nu, der er nogen der vil mig, der elsker mig, der nyder min nærhed, mit nærvær.

Og det går jo stik imod den overbevisning om at “jeg er sådan en der ikke er værd at elske”.

Og selv om jeg kender den, selv om jeg har arbejdet med den, forsøgt at smide den på porten, ja så larmer den stadigvæk, kalder på mig, forsøger at få mig til at ødelægge alt det gode.

Men det får den ikke lov til, ikke denne gang!

Hvad er dine overbevisninger

Om dig selv, hvad er du for en?

Og hvordan laver de blokeringer støj, når nogen elsker dig, vil dig, ser dig?

Hvad vælger du?