Som jeg har lært af min egen coach.

En ide så provokerende, at mange til en start ikke tror på den.

Ikke forstår den.

Modsætter sig den.

For det går imod alt hvad de, ligesom jeg, har troet på, købt ind på, igennem lang tid.

Den gængse opfattelse af selvudvikling er

At vi skal se indad for at løse vores problemer.

Vi skal forandre os, lære noget nyt.

Måske ved at gå igennem fortidens prøvelser igen og igen.

Måske ved at navlepille alene eller sammen med en terapeut.

På sin vis er det også rigtigt nok

At vi skal se indad altså.

Men, vi skal ikke forandre os – for vi har alle, hele tiden, den bedste version af os selv, inden i os selv.

Vi har blot lært at være en klam udgave.

Så det vi skal smide, er den klamme udgave, den version der ikke er rar.

Og i den sætning ligger nøglen.

For kan vi være rare eller klamme, hvis vi sidder alene og skuer indad?

Eller er vi klamme og rare, over for andre, i relationen med andre?

Så for at virkelige rykke sig selv et bedre sted hen

Skal vi se på, hvordan vi er i vores relationer.

Se på os selv udefra.

Se os, sådan som andre ser os, ikke sådan som vi fortæller os selv vi er.

For når vi ser os selv udefra, ser hvordan vi i sandheden er, så ser vi at vi er klamme eller rare.

Og hvis vi oprigtigt tør se at vi er klamme, så forandre vi os, automatisk, uden modstand til en mindre klam version.

For hvem, ved deres fulde fem, vil være en klam, ubehagelig, uvenlig version af sig selv?

Vil du?