At være bange, at leve livet og være bange, at leve i en tilstand af at være bange for andre, det giver os (desværrer) det vi frygter allermest.

For det at være bange, gør at vi tilbageholder vores sandhed og ikke siger vore mening.

Vi bliver tøvende, usikre og ender måske med at gøre ting der modarbejder hvem vi er og hvad vi vil.

Så enden på relationen, enden på livet, enden på dagen, bliver at vi kun opnår det vi er bange for.

Så hvis vi er bange for chefen

Så siger vi ikke fra eller til, vi kommer ikke med gode ideer, vi tør ikke gøre det vi mener er det rigtige at gøre.

Chefen ser en usikker, tøvende, tilbageholdene person.

En ansat der ikke leverer ind som de andre – hvem tror du ryger først når krisen kradser, hende der stiller de gode spørgsmål og leverer eller ham der aldrig siger noget og gemmer sig?

Løsningen er nem at skrive, svær at gøre

For vi skal jo “bare” holde op med at være bange.

Vi skal slippe angsten og være os selv.

Det er pisse nemt at skrive og pisse svært at gøre, for angsten overbeviser os om at vi ikke kan leve uden den.

At netop det at være bange, er det der holder os i live.

Og den har samlet beviser hele livet, den overbeviser os hele tiden.

Så vi bevæger os ud i intetheden

Derud hvor vi ikke aner hvad der sker, hvem vi er, hvor vi er.

For hvem er vi uden angsten.

Er der andet, end angst i os?

Angsten siger nej, uden mig er du intet.

Men sandheden er at du er dig, altid har været dig og altid vil være dig – angsten er noget du har lært, noget du holder ved lige, og ergo er det noget du kan slippe fri igen.

Spørgsmålet er om du vil?