Undersøgelser viser at 96% af alle billister mener at de er lige så gode eller bedre end gennemsnittet.

90% af alle studerende mener de er klogere end de andre studerende.

Jeg ved ikke med dig, men min matematikforståelse er høj nok til at forstå, at det nok ikke kan være rigtigt…

Hvad nu hvis….

Hvis jeg antager at jeg er klogere end alle andre i rummet, hvordan bliver min opførelse?

Mon ikke jeg har et overvældende fokus på at fortælle om alt det jeg ved, uden omtanke for hvad andre ved.

Mon ikke jeg har fokus på at “undervise” og rette på dem, som ikke ved det samme som mig, så de kan lære fra mig, der jo ved mere end alle andre..

Det modsatte

Jeg øver mig i det modsatte, altså i at træde ind i et rum og have den overbevisning, at jeg er den mindst kloge i rummet.

Når det lykkeds, så er jeg nysgerrig på hvad de andre ved, hvad jeg kan lære, hvad det er som jeg ikke ved.

Jeg stiller spørgsmål, jeg lytter, jeg undersøger og vender hver en sten.

Det gør jeg, for at forstå hvad det er jeg ikke ved, hvor det er jeg ikke er lige så klog, for at lære.

Det fede ved den holdning er

At jeg ikke behøver at bekymre mig om jeg nu er klogere end de andre, om jeg nu ved nok, om jeg nu er sikker på den fakta jeg siger (eller om der er nogen der opdager den løgn jeg stak)

Jeg kan med ro i sindet, lytte og være nærværende, uden støj på linjen.