En af de ting der hjælper mig meget i mit arbejde, er at forstå hvilken blokering dem jeg sidder over for har.

For når jeg forstå deres blokering, kan vi bedre samarbejde om at fjerne den, løfte den væk og sætte personen fri.

Men hvordan “ser” vi en blokering

For mig handler det om at “se” hvor personen skjuler en sandhed og har modstand på at se den.

For blokeringer er sandheder som vi ikke vil indse, som f.eks. at vi er værd at elske, vi gerne må være betydelige for andre, at vi ikke behøver at være sådan nogen som alle skal kunne lide.

Sandheder som vi nægter at se fordi vi har besluttet at vi er sådan en som ikke er værd at elske, at vi er sådan en som er ubetydelig, at vi er sådan en som alle skal kunne lide.

Det er her dansen kommer ind

For det jeg “kigger” efter, det er andre (og min egen) modstand mod at se sandheden.

Og den modstand, den så jeg forleden hos en kvinde jeg sad over for, for hun dansede rundt om sin egen mening.

På mig virkede det som om hun ikke ville beslutte sig, at hun ikke ville have en mening.

I stedet snakkede og snakkede hun om at man kunne jo dit, og derefter dat og så, men måske ikke, og alligevel, og altså (og så videre og videre)

I stedet for at fortælle mig at hun ville dit, så dat og derefter ikke mere.

Det er ingen hjælp at danse uden om sin egen mening

For det første bliver det en gætteleg, hvor jeg skal gætte hvad hendes mening er, og som det altid er med gæt, så er der en stor chance for at jeg gætter forkert.

Det næste er at jeg har svært ved at tage hende seriøst, for hun siger ikke hvad det er hun vil – så selv om hun har stor viden om et område, så trænger hun ikke igennem og jeg lytter ikke rigtigt efter hvad hun siger.

Til sidst, så giver det støj og fejl – Støj fordi hendes nervøsitet smitter, mig og alle andre i rummet, og fejl fordi jeg antager, gætter, og ikke lytter ordentligt efter.

Så en hjælp er

At turde sige sin mening højt.

Være klar i sin tale.

Stå ved sin mening.

Gør du (tør du) det?