I utallige år har jeg båret rundt på alle andres ansvar.

Måske lige med undtagelse af mit eget.

Jeg så det som mit ansvar at andre var ansvarlige.

Jeg så det som mit ansvar at andre leverede.

Jeg så det som mit ansvar at andre havde det godt, var glade og i godt humør.

Men sandheden var en anden

For jeg glemte hvad mit ansvar var.

Jeg glemte at være ansvarlig for mig selv og mine relationer.

Jeg nedbrød og ødelagde dem, med vrede, frustration og irritation over at de ikke gjorde som jeg ville have, som jeg syntes de skulle, for at være ansvarlige nok.

Denne måde at være i verden kalder fra tid til anden på mig.

Så bliver jeg sur og tvær over at en kollega ikke gør som jeg syntes hun bør gøre.

Jeg bliver uvenlig og fjern over for datteren, fordi hun ikke behandler sine venner ordentligt.

Men det handler aldrig om andre

Det handler altid om mig.

Om at jeg ikke har været tydelig og klar i mine forventninger.

At jeg ikke har turde overlade ansvaret til andre.

At jeg ikke har turde, kærligt og venligt, at korrigere forkert adfærd og forklare hvorfor det ikke går.

Når jeg glemmer det

Så bliver jeg sur, tvær, urigmelig og en pænt klam udgave af mig selv.

Som jeg så skal tilgive, sige undskyld for min adfærd, og komme videre.

Hvis ansvar bærer du rundt på?