Hvordan undgår vi at drive hinanden til vanvid herhjemme

Er et spørgsmål som jeg har talt med alle mine klienter om, på den ene eller anden måde den sidste uges tid.

Hvordan undgår vi at det hele spidser til herhjemme?

Hvordan undgår vi at corona krisen bliver til en familie krise.

For at være helt ærlig

Så er det nok umuligt at undgå det helt – jeg har selv lige haft to dage hvor jeg fik for lidt/dårlig søvn – noget som fik mig til at få utrolig kort lunte og gjorde at alle mine dårlige og klamme sider fik en chance for at få mere plads.

Det jeg forsøgte at gøre i de to dage, var at mindske kravene til hvad jeg og min datter SKULLE gøre, især de der lidt firkantede ligegyldige ting, som min klamme side pludselig syntes er det allermest vigtige i hele verden, men som i virkeligheden ikke betyder spor.

Så jeg forsøger at ignorere de sider af mig selv.

Advarsel og undskyld

Det næste som jeg gør er at jeg (forsøger) at sige mere undskyld.

Især undskyld på forhånd, som i at jeg fortæller min datter at jeg har sovet dårligt, er stresset og presset af hele corona situationen og at jeg er ked af det hvis jeg kommer til at vrisse, råbe eller på anden måde er åndsvag.

Og så siger jeg undskyld når jeg opdager at jeg HAR vrisset, ISÆR når datteren siger at jeg vrisser, taler hårdt eller er fraværende.

SELV OM det jeg allermest har lyst til at at vrisse endnu mere og benægte at jeg vrisser (tænk lige over hvor tosset det er)

Det næste jeg forsøger at huske er

At det min datter allerhelst vil have, er tid hvor jeg er nærværende, hvor jeg bare lytter til hende, til hendes bekymringer, til hendes glæder.

Hun har IKKE brug for at jeg forsøger mig med, at få hende til at holde op med at være bekymret, når det måske i virkeligheden er fordi jeg bekymrer mig om hende.

Hun har ikke brug for at jeg halvt lytter til hende, halvt er tilstede, fordi jeg sidder og læser nyheder om corona virus.

Hun har brug for, blot et kort øjeblik, at jeg er fuldstændig tilstede for hende, uden agenda, uden behov, uden mening, men bare være der for hende.

Måske dit barn, din kone/mand/partner også har brug for det

Altså dit nærvær, at du lytter.

Uden at prøve på at stoppe dem i at være urolige (fordi du selv er urolig og du er bange for at deres uro smitter)

Uden at sidde halvt nede i telefonen.

Bare være der for dem, give dem plads.

Rumme dem, både store og små børn, voksne og unge – alle har brug for at der er plads til dem, til deres bekymringer.

For når der er plads til bekymringerne, plads til at der kan tales om dem, så sker der nogen gange det magiske at de forsvinder, bliver mindre, fordamper.

 

Så stil dig selv spørgsmålet: Hvilken version af dig selv vil du helst være i dag, i morgen, på mandag?

Den rare, lyttende eller den sure vrissende?

Og lige så vigtigt, hvilken version er du lige nu?