Kender du det med at (møg)ungen igen ikke har taget opvask med ud i køkkenet.

At partneren igen har efterladt avisen, bogen, sokkerne på bordet/gulvet/stolen.

At der er nogen der har stoppet så meget skrald i skraldeposen at den flyder over.

Og oven i alt det så er du lukket inde med sådan en flok tosser, der på ingen måde kan finde ud af at gøre det du har brug for, selv om du HAR fortalt dem det hundrede af gange.

Løsningen

Er ikke at flytte i sommerhus – for der fylder de også skraldeposen op.

Løsningen er ikke at skælde mere ud, råber mere op, for hvornår har nogen, nogensinde lyttet efter en der råber?

Løsningen kunne til gengæld godt være at du tog dine (corona) krise briller af.

Løsningen kunne være at DU vælger at se verden anderledes.

Hvad fanden mener du med det Anders?

Jeg mener, at det er din tolkning af det du ser, der bestemmer hvordan dit følelsesmæssige vejr bevæger sig.

Så når det du ser, er “En fyldt skraldespand”, så er hvad du føler og tænker og gør – altsammen bestemt af hvilke briller du har på.

For det der er, altså fakta – er en fyldt skraldespand.

Men det du “ser”, det er alle mulige tolkninger og forestillinger, ja hele historie om hvorfor skraldespanden er fyldt, historier baseret på en lille smule fakta (fyldt skraldespand) og en hel masse fiktion og ideer spundet ud af intetheden.

Fiktionen kunne være at du vælger at “se” at dine møgunger igen ikke har gjort hvad du har bedt dem om, at de er ulydelige, defekte, fyldt med fejl og aldrig gør det tilnærmelsesvis godt nok.

Eller

Du kan vælge at “se”, at dine børn har det hårdt, uden kontakt til deres venner, at de er bange for om deres bedsteforældre dør, om deres forældre dør, om verden står i morgen, og at de derfor ikke har haft nærvær eller overskud til at se fakta, nemlig at skraldespanden er fyldt.

Dine handlinger bliver afgjort af historien, af fiktionen og IKKE af fakta

Hvis du kun forholder dig til fakta, så tømmer du skraldespanden.

Punktum, slut, det var det.

Men hvis du forholder dig til den første version af hvad de “ser”, ja hvad gør du så?

Måske du vrisser, ruller med øjnene, smækker med døren imens du går ud med skraldet. Måske du bringer frustrationen med til aftensmåltidet, sidder og stråler surt og vrisser når den ældste beder om mere sovs.

Hvad tror du hun så “ser”, en venlig, kærlig forældre – eller en idiot der ikke forstår hende?

Hvad tror du så hendes reaktion bliver, hvordan tror du hun “ser” dig resten af dagen, ugen, måneden, livet?

Den anden måde at se på

Hvor vi i stedet for at bebrejde andre, at de ikke har gjort hvad vi gerne vil have dem til, men vælger at se dem som det menneske de er, altså se personen og ikke “se” historien om den handling de har gjort, så kan det være vi ser at de er kede af det.

Det kan være vi ser at de er 100% optaget af et spil, en film, en youtube video, at de har et øjebliks ro fra corona, kriser, skolelektier og alt muligt andet hårdt og svært som de gennemgår i deres liv lige pt.

Hvis vi ser det, hvad gør vi så?

Mon ikke vi smiler, ligger hovedet på skrå, går hen og nusser deres tæer eller stryger dem blidt over hovedet?

Mon ikke vi laver deres yngling snack.

Og, hvad ser de så, en forældre der forstår og elsker dem, en forældre der vil dem – og hvordan mon de så er ved aftensmadsbordet?

 

Så, overvej, næste gang du har lyst til at fnyse, rulle med øjnene og stampe rundt, om du har lyst til det fordi du har set noget fakta, eller om det kunne være at dine følelser, og din reaktion, er baseret på fiktion, på en historie som du fortæller dig selv.

Overvej, hvilken version af dig selv du gerne vil være, hvilken version af dig selv du gerne vil have andre husker?

Det er dit valg!