Når jeg nu godt ved at det er spild af tid?

Facebook, instagram, linkedin, twitter – det er mine 4 foretrukne app’s der spiser det meste af min telefontid.

Her på det seneste har jeg gået og været nysgerrig på hvad det er min hjerne tror den får ud af at være på telefonen.

Og, hvad er det for en følelse den giver mig, så jeg rækker ud efter telefonen.

For det er følelser og ikke logik der styre mig

Ligesom det er følelser og ikke logik der styrer dig, det meste af tiden ihvertfald.

I nogle forsøg rapporteres om, at op til 90% af alle vores handlinger er styret af vores følelser.

Og, det kender jeg godt.

Jeg sidder f.eks. og læser en bog, jeg støder på en sætning jeg lige skal tænke over, eller måske bliver emnet lidt for uinteressant for mig, og hvad sker der så?

Jo, i løbet af et split sekund så laver min hjerne en fornemmelse af at der er noget andet der er vigtigt, noget jeg går glip af – og jeg ved god hvad det er, det er noget på telefonen sgu da!

Og, haps, så sidder jeg med den i hånden og der er gået en halv time.

Så hvad var følelsen der fik mig til at løfte telefonen

Hvad var retfærdiggørelsen for at droppe bogen, og vende mig mod telefonen?

Jeg har ikke helt styr på det endnu, sjovt nok er min hjerne ikke sindsyg interesseret i at jeg lurer dens trick af.

Men to følelser har jeg identificeret der får mig til at syntes det er ok at jeg sidder med telefonen i hånden.

Den ene er at jeg gå glip af noget, frygten for at gå glip af noget, misse en mulighed driver mig til at sidde og kigge ned i skærmen mens mulighederne går forbi lige foran mig.

Den anden følelse, den er lidt mere sneaky, men jeg tror jeg har en ide om den, for den handler om at hvis jeg lige tjekker en side mere, så får jeg netop det som jeg har brug for, for at finde ro.

Det kunne være en artikel, noget fakta, et like eller noget andet som giver mig det sidste søm i kassen, om at jeg er god nok.

Desværre så sker det aldrig

Hverken det ene eller det andet.

Det eneste der sker er at tiden går.

Jeg “glemmer” at lave aftensmad.

Jeg “glemmer” at have opmærksomhed på datteren.

Jeg “glemmer” mine relationer, og har fokus på min navle, på at dulme mit ubehag.

Det er ikke så fedt, så nu øver jeg mig i at ligge telefonen fra mig, og være i øjeblikket.

Hvad vælger du, telefon eller relation?