For det har, for mig, altid virket som om andre mennesker havde to sider.

En klam og en venlig.

En der helst vil have mig ned i sølet og en som gerne vil mig det godt.

En klam side der i folkeskolen mobbede mig, slog mig, drillede mig, mennesker som, når jeg var alene på tomandshånd med en af dem, havde en anden side der var rar, venlig, mild.

Jeg forstod det først for nyligt

Altså, hvad forskellen er og hvad der forvirrer mig.

Hvorfor mennesker, de fleste mennesker, har to sider.

Hos nogen er de meget udtalte, hos andre meget skjulte.

Hos nogen der kommer den klamme side ud som en højtråbende og angribende person, hos andre som en stille, selvdestruktiv og bebrejdende person.

Den klamme side har så mange måder at se ud på, så mange måder at være klam på, men det de alle har til fælles er, at de er et angreb på den du er som menneske.

Den klamme side forsøger at få dig til at skamme dig

Med alle de midler den kan finde på, den klamme sides overordnede mål er, at få dig til at skamme dig over den du er, så du stopper med hvad du nu end gjorde der altiverede deres klamme side.

Den rare side er bare sammen med dig, ser dig, vil dig.

Når jeg så begge sider som barn

Så blev jeg forvirret.

For hvordan og hvorfor er nogen så rare i nogen situationer og så ubehagelige i andre?

Som voksen er de klamme sider bedre skjult hos de fleste, men de er der og de forvirrer mig stadig.

Men nu forstår jeg hvor de kommer fra og at de ikke har noget med mig at gøre.

Det gør det nemmere at navigere i det, nemmere at være i det.

Mindre forvirrende.