Jeg har været så bange for at tirre en sovende løve

For tænk hvis den åd mig!

Det jeg mener er selvfølgelig en metafor for noget andet end en løve, for her i Danmark behøver vi ikke være bange for løver, vel?

Men angsten og frygten som jeg oplevede, den var réel og ægte nok.

Det jeg i virkeligheden gik og var bange for, det var andres klamme sider.

For min erfaring er

Fra min barndom og ungdom, at hvis jeg gør “noget” der kan irriterer mine nærmeste relationers klamme sider, så “eksploderer” de i hovedet på mig og gør noget ubehageligt.

Sådan er det jo, og egentligt vel forståeligt nok, altså at vores klamme sider bliver fremtryllet af vores relationer som gør et eller andet irriterende.

Min udfordring var, at det var når jeg var glad, rar og langt væk fra mine egne klamme sider, det var når jeg var i mit center, at folk blev irriteret.

Så det jeg lærte var at når jeg er i mit center, så er det pisse farligt, fordi så “overfalder” eller “svigter” mine omsorgspersoner og tætteste relationer mig.

Hold op med at være glad og i center

Det var grundlæggende min læring.

Og som modtræk til sprudlende glæde, til centreret super energi hvad skete der så?

Jo, jeg valgt at blive enormt seriøs og alvorlig, med en evig dyster mine.

Suk

Spil af liv.

Spild af glæde.

Spild af energi.

Så nu øver jeg mig i at være i center, uden at være bange for andres klamme sider.

Hvad øver du?