Jeg er midt i dette eksperiment, at overgive mig til hvad verdenen mener det er jeg skal arbejde med.

Jeg overgiver mig til de læringer og udfordringer som verdenen kaster efter mig.

Jeg overgiver mig til de ting der sker, lader dem ske, og følger med.

Så længe det er venligt, medmenneskeligt og kærligt.

Vil du være med?

Så er reglen egentligt simpel nok, for det eneste du skal gøre er at lade være med at lytte til den stemme inde i hovedet som holder dig tilbage.

Så når chefen kommer og spørger om du ikke vil tage ansvar for et nyt område, så kan det være stemmen begynder at sige “det kan du ikke, du er ikke god nok, hvad nu hvis du ikke kan klare det” osv. osv.

I det tilfælde siger du pyt til stemmen, ser på opgaven, og hvis ikke den går imod dine medmenneskelige værdier, så siger du ja tak.

Selvfølgelig medfører det at du skal sige nej tak til andre opgaver, give dem videre til andre eller bede chefen om at hjælpe dig så du kan må det hele.

Her kan stemmen måske finde på at sige “de andre kan ikke klare den opgave lige så godt som dig, og forresten må du ikke sige nej eller spørge om hjælp”

Men det er jo ikke venligt over for dig selv eller kollegaerne, så sig pyt til stemmen og sig ja tak.

Det er det samme på hjemmefronten

Når partneren spørger om du vil med ud og gå en tur og stemmen siger “du er for træt, du gider ikke, der er en serie du hellere vil se”

Så rejser du dig og siger “Ja tak”

Og når ungerne spørger om du vil være med til at lege skjul, og stemmen siger “du er alt for gammel til at fjolle rundt og lege skjul” så gør du det alligevel.

Det betyder også at når du ser at ungen er træt og bør komme i seng, men stemmen siger “jeg gider ikke alt det skrig og skrål, hun lærer det vel en dag” så rejser du dig og hjælper hende i seng, for det er det rigtige og venlige at gøre.

Altså at øve sig i at se

Og så gøre det vi bør gøre, ikke det som stemmerne i hovedet forsøger at få en til…

Vil du være med til at eksperimentere med at overgive sig?