Var min datters kommentar en dag hun sad og tegnede.

Og lige netop den følelse, den kender jeg rigtig godt. For det er temmeligt svært at se ud over alle de steder man ved der mangler noget, hvor der var noget der ikke helt ville som man ville.

Så hvad gør vi så, for ikke at blive holdt tilbage af angsten for at det ikke er prefekt?

Hvordan sender vi noget ud i verden

Når vi nu ved det ikke er perfekt?

Jeg tror på at vi må gøre os en simpel overvejelse, nemlig om vi er tilfredse med vores indsats.

Har vi gjort det efter bedste evne, undgået at skære nogen hjørner, ikke lige ladet det hele sejle lidt.

For hvis vi har gjort vores bedste, ydet det vi ved vi bør yde.

Så tror jeg på vi har ro med det vi har lavet.

Og hvis så nogen kritiserer det

Så kan vi se på listen over de fem vigtigste personer i vores liv, og hvis kritikken kommer fra en af dem, så bør vi lytte godt efter og ellers blot sige pyt.

Om det er godt nok eller perfekt er ikke nær så vigtigt som at vi gør hvad vi ved vi bør gøre, at vi gør hvad vores moral og etik byder os.