Kan du ikke lige…

Måske du kender de mennesker der beder dig om at gøre noget for dem, nu når du alligevel skal forbi posthuset/købmanden/fitness centeret.

Når du nu er dernede, kunne du så ikke lige tage en ting med for dem og droppe den af på vejen?

Det svære nej tak

Det er når det virker “forkert” at sige nej, for det er jo faktisk ret nemt lige at gå en omvej og så lige stå i kø og så lige gå op med det til vennen/partneren.

Og vi vil jo gerne fremstå som ham den flinke, som hende der altid hjælper.

Men hvem er det så egentligt vi tænker på?

Dig selv eller andre

De fleste siger “den anden” imens de vrisser og sukker.

For de mener de tænker på den anden, når de siger ja til deres forespørgelse.

Men når jeg så spørger ind til hvorfor de siger ja uden at have lyst, så svarer de måske “fordi ellers er jeg jo uvenlig”.

Og hvem tænker de så i virkeligheden på, den anden eller dem selv.

Svaret er dem selv, de tænker kun på sig selv, hvordan de fremstå, om de er gode nok eller kan blive set ned på.

Når de opdager det, så bliver det ofte nemmere at sige nej tak, for hvem har lyst til at være en egocentreret person?