Dine relationers opfattelse af dig, afhænger i stor grad af hvordan du selv ser dine relationer.

Hvis kollegaen er et middel til at du kan få lønforhøjelse, hvordan behandler du ham så, hvordan føler han sig mødt af dig?

Men, hvis kollegaen er målet for din adfærd, altså at målet bliver at kollegaen har det godt, midlet er at hente kaffe til ham, ja så kan det være at han, af sig selv, indser at et af hans mål for dig, kunne være at løse opgaverne til tiden – og på den måde opnår du din lønforhøjelse.

I den første udgave, hvor kollegaen er midlet til noget du vil opnå, virker det på overfladen som om vi har kontrol, som om vi kan sikre os udfaldet.

På den anden måde, hvor kollegaen er midlet, virker det som om vi er uden kontrol, uden mulighed for at påvirke udfaldet.

Men sandheden er jo…

…at vi i begge tilfælde har lige lidt kontrol.

At vi i ingen af situationerne kan tvinge andre til at gøre som vi gerne vil have de skal gøre.

Og selv om de så gør det i eksempel 1, så er min erfaring at relationen tager skade, bliver nedbrudt, når vi ser andre som midler.

Så hvad har du at tabe

Ved aldrig igen at se andre som midler.

I min optik, er det eneste du taber, illusionen af “at have ret”.

For det er en illusion, en falsk tryghed, som du godt ved du kan leve uden, det store spørgsmål er så bare, fra hvornår?