Min største læring det sidste års tid har helt sikkert været, at overveje hvad mit første skridt skal være.

Med det mener jeg, at jeg, inden jeg tager et skridt fremad, altså inden jeg prøver noget nyt, gør noget nyt, øver mig i at overveje om jeg har en abe på mine skuldre.

For hvis jeg har, så flytter aben med til det nye sted jeg står, efter jeg har taget skridtet – og så er jeg jo lige vidt.

Er jeg i balance

Så kan jeg tage et skridt fremad, prøve nye ting, udforske nye muligheder.

Men hvis jeg er ude af balance, så er der en god chance for at det skridt jeg tager er

1. I den forkerte retning, for det vil være i den retning jeg er ude af balance i, og dermed vil det kun bringe mig mere ud af balance.

2. Aben flytter med, så det løser sjældent noget, er sjældent med til at løfte mig.

I balance

Hvis jeg derimod er i balance, inden jeg tager et skridt, så gør jeg det ikke fordi jeg er ved at falde, jeg gør det ikke for at undgå “et eller andet”.

Jeg gør det, fordi det er det skridt der føles mest naturligt, mest ubesværet og ikke mindst det skridt som har størst potentiale for udvikling og resultat.