Er når du godt ved hvad du skal gøre, men ikke gør det.

Det er når du ved at du burde gå/løbe en tur, men bliver siddende i sofaen.

Det er når du godt ved du skulle hjælpe til med rengøringen, men bliver siddende ved computeren.

Det er når du godt ved at du burde hjælpe kollegaen, men ikke gør det.

Og hvad sker der så ved det?

Hvad tænker du mon, dér fra sofaen, hvor du er blevet siddende.

Når du nu godt ved du burde bevæge dig, at det er det rigtige at gøre, men du ikke gør det.

Hvad tænker du så….

Måske, “det er ligemeget”

Måske, “jeg gør det i morgen”

Måske, “ej, jeg har også for ondt i benet/armen/hovedet til at jeg kan”

Og, hver gang tanken om at rejse sig nærmer sig, så stiger den tanke op i dig, og den tager tanke-venner med, tanke-venner som feks. “Jeg har løbet så meget” eller “jeg løber mere end min partner” eller “det er også ungerne der gør mig så træt”.

Undskyldninger og retfærdiggørelser

Det er hvad overspringshandlingen består af.

Og hvis det du sidder og tænker er sådanne tanker, hvor meget tror du så lige du gider at hjælpe med lektierne?

Hvor meget tænker du, at de får dig til at gå tidligt i seng?

Nej vel, ikke ligefrem tanker der får en til at blive en bedre udgave af sig selv.

Faktisk, så tror jeg, at vi bliver den klamme udgave af os selv når vi overspringshandler.

Så hvad vælger du næste gang?

Løbeskoene eller sofaen?

Partneren eller computeren?

Klam eller rar?