Det er en ide som har boblet og rumsteret inde i mit hoved nogen tid.

Et koncept, som har voldt mig en del udfordringer igennem mit liv.

F.eks. i forhold til det at sælge et ledelsesværktøj som TimeBlock der stiller store krav til gennemsigtighed og gennemskuelighed.

Det kræver mod og sårbarhed at man som leder stiller sig op og viser hvor ens svagheder er, hvor man er bange, hbor frygten lurer.

Hvad har det med moral at gøre?

Jo ser du, hvis du er lidt ulden i kanterne, måske du ikke kommer til tiden til møder og altid kommer med en åndsvag forklaring, ja så lærer dine omgivelser at det er ok at lyve lidt, omgås “reglerne” lidt.

Men hvad er værre er at de også, underbevidst, forstår at du ikke kan irettesætte dem for deres mindre overtrædelser, for de ved, underbevidst, at så kan de bare pege tilbage, bebrejde dig for det du ikke gør og vende diskussionen til en helt anden.

Så med dine “sidespring”, giver du andre lov til at spring til deres sider.

Dette forklare også hvorfor vi meget sjældent kan fastholde og tiltrække folk der har en højere moral og etik end os selv, for de har ikke brug for dine sidespring, og vil blot se dem for det de er, sidespring.

De vil måske påpege det, og få en lang og ligegyldig forklaring, måske krydret med bebrejdelser og bortforklaringer.

Og, hvis de holder fast i deres moral og etik, ja så skynder de sig videre, ud og finde nogen der har samme eller højere etik og moral end dem.

Så at lede andre, i privaten eller på arbejdet

Må alt andet lige være en evig søgen efter de steder hvor vi laver sidespring.

Når vi finder dem, så bør vi sige det højt, til vores leder, vores kollegaer, og undskylde for det.

Herefter kan vi øve os i at leve op til vores nye moralske og etiske værdisæt, og når vi mener vi er blevet gode til det, så kan vi begynde at kræve det samme af vores omgivelser.

Hvad leder du efter, sidespring eller undskyldninger?