Nogenlunde sådan startede min morgen, den første tanke var nok “øv” efterfulgt af andre negative tanker.

Jeg havde nemlig haft en dum drøm, om at ikke kunne nå det der skulle nås, ikke kunne finde frem til det jeg skulle finde frem til, ikke slå til.

I sådan en grad, at hele min krop gjorde ondt og havde modstand.

Min søde kæreste

Hun gav mig et kram, lyttede til min beskrivelse af drømmen og sagde noget i retning af, at jeg kunne huske på at nogen gange er vi ude af center, og at det også er ok, så må vi bare langsomt nærme os center igen.

Mit svar var formodentligt en vrissen….

Men alligevel så hang det ved, altså at det er ok at have dumme drømme, at være lidt (eller meget) ude af balance.

At vi stadig godt kan gøre os umage for at gå imod center, øve os i at finde balancen, selv om det blæser en hel pelikan.

Og ved du hvad, min dag er endt med at have været smadder god.

Hvor heldig er jeg lige 🙂