Med at argumentere for det du mener er rigtigt.

Hvad nu hvis du bare lod den anden have ret i noget forkert.

Hvis du gav slip på kampen, skænderiet, uenigheden?

Altså uden at du gav slip på din mening, din sandhed.

Så finder han bare på noget andet

På en ny ting at skændes om, at have (forkert) ret i.

Han holder jo aldrig op med mindre jeg får ham overtalt, får ham til at forstå at han er galt på den.

Så kan man jo spørge sig selv.

Hvordan er det gået indtil videre?

Fik du ret?

Stoppede det noget?

Løste det noget?

Måske løsningen er en helt anden

Måske den er, at du stopper med at overbevise ham om, at han er forkert på den.

Måske du stopper igen.

Og igen.

Samtidig med at du stopper alle de nye forsøg på at starte andre diskussioner op.

Siger stop.

Nej.

Vil ikke.

Ville det give ro

Ville det gøre en forskel?

Hvordan vil jeres relation så blive?

Men mest af alt.

Hvordan vil du have det med dig selv, hvis du ikke går med på balladen, men holder fast i dig selv, holder fast i at du vil være venlig, vil tale pænt, vil se med kærlige øjne på den anden.

Hvem er du så?