Om det er corona kriser, depressioner, fødsler, jobskifte eller noget helt sjette så er resultatet det samme.

Tilbage til det normale, til sådan som det var, til gamle dage – det findes ikke.

Det er blot et minde, en historie i dit hoved om noget der var en gang – og oftest en sukkersød overdrevet lækker historie, som har meget lidt med virkligheden at gøre.

Alligevel hænger mange fast

I at få det gamle, det der var en gang, igen.

Hvis bare hun kommer tilbage til mig, så bliver alt godt.

Hvis bare jeg havde det samme job som dengang, så ville alt være godt.

Hvis bare coronaen går væk, så bliver alt normalt.

Men det sker ikke

For normal findes ikke.

Fortiden findes ikke.

Der er kun lige nu, det skridt du tager netop i dette øjeblik, den vej du er på vej ud af lige nu.

Så hvorfor hænger du fast i fortiden.

Hvorfor har du blikket låst bagud (og hvor god er du til at navigere i det der sker nu, når du kigger bagud)

Hvorfor holder du fast, hvorfor giver du ikke bare slip?

Hvorfor forsøger du at finde tilbage til gamle stier, når den du skal gå på, er foran dig?