Undskyldninger, især i form af retfærdiggørelser, for at den du sidder over for ikke nåede det, ikke kunne løse det, ikke kunne finde ud af det, er et tegn på at du længere nede af veuen kan støde på store bump.

For en dårlig undskyldning, er i sandheden en retfærdiggørelse, og de har det med at stille og roligt blive til bebrejdelse af andre.

Fra “det var også bare fordi” til “det er fordi at….“

Det starter uskyldigt med at jeg havde travlt, det var svært, jeg havde ikke tid.

Det ender med at det er kunderne der er åndssvage, det er kollegaen der er en tumpe, det er chefen der er dum.

Og når først “undskylderen” er nået dertil, så begynder omkostningerne at stige voldsomt, for nu er kan der udbryde krig imellem ham der undskylder og dem der bliver bebrejdet.

For hvor ofte tænker du, “ja det var mig der var dum”, når der står en over for dig og anklager dig for at være dum?

Aldrig

Mon ikke du tænker, det er sgu da ham der er dum!

Modgiften er at stoppe retfærsiggørelsen.

Og vi stopper retfærdiggørelsen bed at spørge ind til kernen af problemet.

“Hvorfor har du ikke lavet det”, igen og igen, indtil de stopper med undskyldningerne og starter med selvrefleksionen.

Spørg dem om hvad de kunne have gjort anderledes, igen og igen og igen, hver eneste gang de starter med bebrejdelserne.

Hold dem fast i at se på sig selv, i stedet for at skubbe ansvaret og skylden over på andre.

Igen og igen og igen og igen.