Hvor står du på din rejse?
Når vi aktivt vælger at gå ind i personlig udvikling, så er det også et valg om at stille sig op og modtage nogle tæsk.
Sådan er det ihvertfald for mig.
Jeg har taget en beslutning om, at jeg vil åbne op, være nysgerrig, smide alle mine løgne, fordomme, fastlåste overbevisninger og tro på det bedste i alle mennesker.
Kun på den måde tror jeg på, at jeg kan opnå et liv med mere tilfredsstillelse og ro.
Men det giver også nogle tæsk engang imellem
Jeg talte med en veninde forleden, som var lidt nede på energi, da hun havde været udsat for en “øv” oplevelse.
Så vi talte om det her med at være nysgerrig, at være åben i mødet med andre mennesker, at læne sig ind i relationen.
Som vi sad og talte om det, dannede der sig et billede inde i mig af det her tog, eller rettere sagt, en lang togstamme.
Togstammen er symbolet på vores liv, det er vores tog, det kører hele tiden fremad og så er det op til os at bestemme, hvilken vej det tager.
Hvordan styrer du dit tog?
Da jeg startede med at interessere mig for personlig udvikling, tilbage midt i 00’erne, der havde jeg dengang i lang tid, hver gang toget blev ramt af noget der gjorde ondt, bevæget mig længere og længere tilbage igennem togstammen.
Så nu sad jeg nærmest bagerst i toget.
Der “er der ro på”, man mærker næsten ikke de bump som lokomotivet oplever og det hele er blevet dæmpet, så ens liv er “comfortably numb”.
Desværre, så havde jeg heller ikke styring over toget. Det er nemlig meget svært at ændre retning på toget nede fra bagerste vogn.
Hvorfor var jeg endt der?
Af den meget simple og universelle grund som gør, at nogen ender der:
FRYGT.
Jeg var bange for bumpene, for utrygheden, længere oppe i toget.
Desværre havde jeg endnu ikke forstået, at ja det er “roligere” der tilbage i toget, men til gengæld var jeg udsat for en konstant smerte, et konstant ubehag der skyldtes, at jeg på ingen måder styrede mit tog i den retning jeg ville.
Tilbage til veninden
… der igen sad og havde det skidt over denne “øv” oplevelse.
En oplevelse hun netop havde fået, og måtte gå igennem, fordi hun havde taget et meget bevidst valg.
Et valg om, at læne sig ind i livet.
Et valg om, at stå oppe foran i sit tog, ikke bare inde i lokomotivet, nej hun er kravlet ud af lokomotivet, op foran på toget, helt op på den der rist der fejer forhindringer af banen.
For deroppefra, har hun fuldt udsyn til hele verden. Derfra kan hun selv styre sit tog.
For det er kun når man står helt deroppe, at man har mulighed for at reagere på de ting der nærmer sig ens tog.
Prisen
… hun betaler for at stå deroppe er, at der engang imellem falder en gren ned på skinnerne, en gren, som hun får lige i hovedet, når toget komme buldrende forbi.
Det gør ondt.
Er det en tilpas stor gren, så gør det skide ondt.
Men hun har selv valgt det.
For det er vores valg!
Vi kan vælge at gå lang tilbage i togstammen og sidde i “fred og ro”, uden at have styring med vores eget liv.
Eller, vi kan gå op foran, stå modige og sårbare, forrest i toget og tage kontrol, ansvar, reagere på det, der kommer imod os og styre vores tog den vej vi gerne vil.
Og så må vi tage de knubs, der følger med.
Hvor står du?